Er Pogacar dopet?

Spørgsmålet dukker op, hver gang Tadej Pogacar kører fra resten af feltet, og det er værd at slå fast med det samme: der findes ingen dokumentation for, at slovenien har snydt.

Der er ikke offentliggjort nogen dopingsag om Pogacar, og der er ikke fremkommet offentlige beviser for, at hans succes skulle være opnået med forbudte metoder.

Ingen beviser mod Pogacar

Grundlaget for anklagerne er tyndt, når man ser nærmere efter. Pogacar, der aldrig har afgivet en positiv dopingprøve, sagde efter sejren i 2024, at der altid vil være tvivl, og forklarede, at det ikke er værd at risikere sit helbred for at forbedre præstationen.

Den holdning har han gentaget flere gange gennem karrieren.

Eksperter på området peger i samme retning. Den danske forsker og sportsvidenskabsmand Andreas Breenfeldt Andersen har givet sit perspektiv på de mest almindelige anklager og understreget, at der på nuværende tidspunkt ikke er noget, der peger på snyd. Hans pointe er, at overlegenhed i sig selv ikke er et bevis.

Derfor opstår rygterne

Når snakken alligevel blusser op, handler det først og fremmest om, hvor overlegen han fremstår. Pogacars præstationer tiltrækker opmærksomhed, fordi de er ekstraordinære. Store forspring og lange soloudbrud får seere til at stille spørgsmål, simpelthen fordi det virker ubegribeligt sammenlignet med resten af feltet.

Netop det følelsesmæssige aspekt driver debatten. Man kan ikke få hovedet omkring det, fordi man sammenligner præstationen med det, man selv er i stand til. Når afstanden bliver stor nok, forvandler forundring sig let til mistanke, uden at der ligger andet bag end en fornemmelse.

Sociale medier forstærker effekten yderligere. En enkelt skærmoptagelse af et angreb på en stigning bliver delt tusindvis af gange, ofte ledsaget af hånlige kommentarer og løst funderede beregninger. På den måde spreder tvivlen sig hurtigt, længe før nogen har haft mulighed for at nuancere billedet eller fremlægge tal.

Træning og udstyr har ændret sig

En stor del af forklaringen på de moderne præstationer ligger i, hvordan rytterne forbereder sig. Højdetræning, nøje planlagt kost og præcis måling af belastning er blevet hverdag for topfolkene. Data fra pulsmålere og wattmålere styrer hver eneste træningspas ned til mindste detalje.

Kostens rolle er blevet undervurderet i mange år. Ryttere indtager i dag langt flere kulhydrater under løbet end tidligere, ofte det dobbelte af, hvad man anbefalede for et årti siden. Det giver mere energi til de afgørende angreb sent på etaperne, hvor forskellene virkelig bliver skabt.

Også udstyret spiller ind. Cyklerne er lettere og mere aerodynamiske, dækkene ruller bedre, og selv tøjet er designet til at spare watt. Alene disse marginaler summer op til en tid, der før ville have krævet noget helt andet af rytterens krop.

Kontrol, fart og fremtiden

Debatten næres også af, at farten aldrig rigtig er faldet. Statistikken viser, at Tour de France ikke er blevet langsommere siden de dopingplagede år i begyndelsen af 2000’erne. Om det skyldes lynhurtige kulfibercykler, fremskridt i sportsvidenskab eller noget helt tredje, er svært at afgøre entydigt.

Samtidig bliver de bedste ryttere kontrolleret tæt. De natlige dopingkontroller af Pogacar og Jonas Vingegaard under løbet bidrog kun til den opmærksomhed, der omgav de førende skikkelser. Kontrollerne er en fast del af hverdagen for topfolkene, netop for at fange dem, der måtte forsøge at snyde.

Ud over de fysiske prøver følges rytterne gennem det biologiske pas, hvor blodværdier registreres over tid. Pludselige udsving, der ikke kan forklares naturligt, vil vække opsigt hos kontrollanterne. Systemet er langtfra perfekt, men det gør det sværere at snyde ubemærket end i tidligere årtier.