Hvordan tisser kvindelige cykelryttere?

Det er et af de spørgsmål, mange tilskuere sidder og undrer sig over foran skærmen: hvad gør rytterne egentlig, når naturen kalder midt i et langt løb? For de kvindelige ryttere er svaret både praktisk og en anelse mere besværligt, end man skulle tro.

Hvorfor det sjældent bliver et problem overhovedet

Sandheden er, at behovet for at tisse midt i et løb opstår sjældnere, end de fleste forestiller sig. Under intens træning, hvilket cykling bestemt er, falder nyrefunktionen, og som resultat reduceres urinproduktionen betydeligt, mens kroppen i stedet prioriterer musklerne.

Samtidig spiller varmen en stor rolle i regnestykket, for meget af den væske, rytterne indtager, forsvinder ud gennem huden i stedet for at ende i blæren. På en varm dag sveder cyklisterne mere, mens en kold dag efterlader mere væske og dermed mere tis.

Derfor lægger mange kvindelige ryttere en simpel strategi allerede før startskuddet, netop for at slippe for besværet undervejs. De tisser gerne flere gange lige inden starten, så de begynder løbet med tom blære, hvilket giver ro i hovedet, når kilometrene ruller af sted.

Manden på cyklen har det en tand lettere

Her ligger en af de tydeligste forskelle mellem kønnene i sporten, for anatomien gør simpelthen opgaven mere ligetil for de mandlige ryttere. En mand kan i praksis lette sig, mens han stadig triller af sted, og det har man set på tv gennem årene.

Faktisk har fænomenet fået sit helt eget kælenavn i feltet gennem tiden. Teknikken med at tisse midt i løbet kaldes at ‘lave en Paniagua’, et udtryk der stammer fra en mandlig rytter, som mestrede kunsten at lette sig uden at miste fart.

For de kvindelige ryttere er den øvelse langt vanskeligere at udføre elegant, og det handler både om kroppens indretning og om selve tøjet. Er de nødt til det, gør de det væk fra cyklen ved hjælp af en teknik, der lader dem tisse uden at tage bukserne helt af.

Selle-detaljen der gør alt besværligt

En stor del af udfordringen ligger i selve racertøjet, altså de bib-shorts med seler, som rytterne bærer i timevis. Kvindelige ryttere finder det lidt sværere med selerne og vil ofte lede efter et mere afsondret sted med træer eller buske at gemme sig bag.

Når man kører i en decideret speeddragt, bliver processen endnu mere omstændelig, fordi hele overdelen skal af først. Ifølge Cycling Weekly, hvor rytteren Veronica Ewers har forklaret det, må man i praksis trække dragten helt ned og stå ganske afklædt i vejkanten et øjeblik.

Selv den umiddelbart oplagte løsning, altså at tisse stående, viser sig at være mere besværlig end forventet i praksis. Selvom det er muligt for kvinder at tisse stående i bib-shorts, kan det blive noget rod, og det er hurtigere at sætte sig på hug.

Det uskrevne regelspil i feltet

Det spændende er, at et toiletstop sjældent er noget, den enkelte rytter bare beslutter alene, for feltet har sine egne indforståede spilleregler. I længere løb vil man typisk høre nogen råbe ‘pee stop’, hvorefter halvdelen af flokken standser for at tisse samtidig.

Der er også hensyn til publikum og til den almindelige anstændighed, som rytterne skal tage, når de vælger stedet. De skal sørge for at være godt ude af byerne af hensyn til anstændigheden, og dertil kommer, at et stop på det forkerte tidspunkt kan koste bøder.

Ovenpå det praktiske ligger så en fintfølende æreskodeks, som feltet i vid udstrækning respekterer. Midt i et løb trækker atleterne roligt ind til siden af vejen, klarer ærterne og venter på, at alle er færdige, før de vender tilbage til kampen.

Når reglerne bliver brudt

Men uskrevne regler er netop uskrevne, og derfor bliver de af og til overtrådt, sommetider med dramatiske følger. Ved en udgave af La Vuelta Femenina beskyldte Demi Vollering sin rival Annemiek van Vleuten for at ignorere det hellige toiletstop, da holdet trak ind.

Episoden endte med at få stor betydning for både etapen og den samlede stilling, netop fordi de standsende ryttere blev sat af. Van Vleuten og hendes holdkammerater kørte afsted i en stor gruppe, mens Vollering forgæves forsøgte at indhente dem og måtte se sig slået.

Så selvom det kan lyde som en triviel detalje set udefra, er noget så jordnært som et toiletbesøg altså en både praktisk, taktisk og social affære i cykelsporten. For de kvindelige ryttere kræver det ekstra planlægning, opfindsomhed og en god portion timing.