Hvorfor kører cykelryttere med næseplaster?

Hvis du har fulgt de store cykelløb, har du sikkert lagt mærke til de små, buede strimler, som mange ryttere har klistret hen over næseryggen. De kaldes næseplastre og er gået fra sjældent særsyn til udbredt tilbehør i feltet blandt både stjerner og hjælperyttere.

Hvad er et næseplaster egentlig?

Et næseplaster kaldes også en ekstern nasal dilator og er dybest set en lille klæbende strimmel, som sættes hen over næseryggen. Plastret trækker næseborene en smule fra hinanden og reducerer modstanden i næseventilen, det snævreste sted i næsehulen, som skaber mest luftmodstand ved vejrtrækning.

Idéen er mekanisk og forbløffende enkel. Plastret virker på den ydre næse, hvor det spænder over det nederste bruskområde og bruger en fjedereffekt til at løfte næsevæggen udad. Dermed øges den indre diameter, og der bliver lidt mere plads til luften undervejs.

Hvorfor bruger rytterne dem?

Den vigtigste grund er selve vejrtrækningen under hårde belastninger. Ved at reducere luftmodstanden gør plastret det muligt at opretholde effektiv næsevejrtrækning ved højere intensiteter, hvilket ifølge producenterne bag HiStrips giver mere effektiv ilttransport, lavere belastning af åndedrætsmusklerne og forlænget udholdenhed, før åndedrætstræthed sætter ind.

En anden fordel handler om komfort og om at kunne holde fast i næsevejrtrækningen længere. Nogle ryttere oplever, at næseplastre letter vejrtrækningen og forsinker behovet for mundånding, hvilket giver en subjektiv følelse af bedre vejrtrækning. Den følelse alene kan for mange være grund nok.

Der er også en filtreringsdimension, som ofte overses. Næsevejrtrækning filtrerer og fugter luften, reducerer irritation i luftvejene og leverer renere og varmere luft. Det kan især have værdi på lange etaper i støvede, kolde eller forurenede omgivelser, hvor luftvejene ellers hurtigt bliver irriterede.

Hvad siger forskningen?

Her bliver billedet mere nuanceret, og det er værd at holde hovedet koldt. Ifølge en systematisk gennemgang og meta-analyse er der ingen dokumenteret effekt på iltoptagelse, altså VO₂max, puls eller oplevet anstrengelse under træning hos raske personer. Det sætter markedsføringens løfter i perspektiv.

Alligevel er der grupper, der kan mærke en forskel. Nogle unge atleter og personer med næseproblemer kan opleve en lille effekt, men det gælder ikke bredt for raske motionister og eliteudøvere. Det passer med, at ryttere med skæv næseskillevæg ofte starter med et handicap.

Mange ryttere fremhæver netop den subjektive oplevelse frem for tallene. Plastrene øger ikke på magisk vis VO₂max eller wattal, men mange rapporterer om mærkbare forbedringer i komfort og fokus. I en sport, hvor små marginaler afgør løb, er selv en beskeden mental gevinst værdifuld.

Hvilke ryttere kører med næseplaster?

Fænomenet er ældre, end mange tror, og har rødder tilbage i det professionelle felt for årtier siden. Den tyske cykelrytter Jan Ullrich bar sit ikoniske næseplaster i Tour de France omkring årtusindeskiftet, samme Ullrich der vandt løbet i 1997.

Blandt de danske profiler har især én rytter taget plastret til sig med stor entusiasme. Mattias Skjelmose har fået dekoreret personlige næseplastre til hver af de 21 etaper i et Tour de France, og et helt hold kørte engang med en pink version.

Også Danmarks helt store stjerne har afprøvet fænomenet, om end med sund skepsis. Den dobbelte Tour de France-vinder Jonas Vingegaard hoppede selv med på moden og var efter en etape positivt overrasket over de klæbende plastre. Det siger noget om, hvor hurtigt en trend spreder sig.

At et af sportens mest analytiske hold har kastet sig over plastrene, siger også en del om seriøsiteten. Team Visma Lease a Bike måler alt fra aerodynamik og ernæring til søvn og restitution, og deres valg afspejler test og tillid til produktet.

Er der en risiko ved at bruge dem?

Den korte version er, at der ikke er meget at tabe ved at afprøve dem. Næseplastre anses generelt for sikre at bruge og har ingen kendte skadelige effekter, men de forbedrer ikke nødvendigvis din præstation. For rytterne bliver det derfor et lavrisiko-eksperiment med få omkostninger.

Set i det lys giver den store udbredelse god mening, selv når videnskaben ikke leverer entydige beviser. Hvis et lille plaster kan gøre næsevejrtrækningen mere behagelig, styrke fornemmelsen af kontrol og måske give et mentalt løft, er det for de fleste en billig og ufarlig marginal.